Powergrød umahro
Umahro
Umahro Powergrød i simmerbag

POWERGRØD I SIMMERBAG…MED ÆG!

Forestil dig en morgengrød, der er fløjlsblød og helt cremet, ja der nærmeste smelter på tungen – Dét er Powergrød!

Nu behøver du ikke at forestille dig længere. Opskriften på powergrød er udarbejdet af Umahro Cardogan umahro.dk

Mængde: Til 2 personer

Anvendelse: Powergrød som et solidt morgenmåltid. Kan også være et godt måltid efter et hårdt træningspas, hvor du skal have genopfyldt depoterne.

Køkkenfif: Du kan godt udelukkende bruge havregryn i stedet for byg. Og mandlerne og græskarkernerne kan snildt erstattes med andre nødder og kerner, f.eks. hasselnødder og pecannødder. Kokosmælk kan erstattes med sødmælk eller vand og fløde i et 50:50 forhold. Og i forhold til krydderier, kan du også lege med nelliker og allehånde. Udover rosinerne, kunne du også komme æbler, pærer eller blommer skåret i tern i din powergrød. Og hvis du skal lave et ekstra lille delikat fif, så rør 1/2 tsk fintrevet citron- eller appelsinskræl i din powergrød, når du tager den af varmen og inden æggene kommer i. Du kan også garnere grød med finthakket chokolade, når du serverer den. Eller dryse den med lidt hybenpulver.

Til powergrød skal du bruge:

2 dl byggryn/flager

1 dl grovvalsede havregryn

1/2 dl mandler

1/2 dl græskarkerner

1 dl rosiner

1 knivspids god salt

en smule vanilje

1/4 tsk stødt kanel

1/4 tsk stødt kardemomme

2,5 dl vand

1 dl kokosmælk

1-2 æg

Så nemt er det

1. Kom byg, havre, mandler, græskarkerner, rosiner, salt, vanilje, kanel, kardemomme, vand og kokosmælk i en gryde og skru helt op for varmen.      

2. Lad din powergrød komme i kog, skru ned for varmen og lad den simre i 1-2 minutter.
3. Tag grøden af varmen, slå æggene ud i grøden og rør grundigt, så æggene bliver rørt fuldstændig ud i grøden.
4. Læg låg på gryden og stil den i simmerbaggen, så grøden kan trække og blive endnu mere lækker og cremet. Mindst 30 minutter, men hellere et par timer eller natten over.